Grafologisk analyse nr. 1 til erhvervsformål

(skriftprøven ikke vist)

Intelligens: Skriften vidner om almindelig god forstand, kombineret med udpræget praktisk/teknisk flair. Ansøgeren tænker i jordnære baner, idet hans interesser og engagement hovedsageligt går i praktisk retning. Han er en god iagttager, har blik for detaljer og kritisk sans.

Arbejde: Han er udadvendt, har gå-på-mod og er meget samarbejds-og serviceminded. Går med liv og lyst og ægte interesse op i at bistå kunderne med råd og dåd i salgs- og servicesituationer. Og hvad enten det gælder besøg eller telefonisk betjening, vil han med sit engagement, sit venlige væsen og sin beredvillige hjælpsomhed sikkert blive påskønnet af kunderne. Han sætter sig ikke på den høje hest over for nogen, men vil også betjene den mindste eller mere jævne kunde med samme opmærksomhed og indsatsberedskab, som han yder den store kunde. Det er endda muligt, at han har bedst kontakt med dem, der ikke er for intellektuelle eller i kraft af deres position optræder som VIP´er.

Han arbejder målrettet og resultatorienteret, gør gerne sit bedste for at formidle faglig hjælp m.h.p. valg af produkter og deres specielle egnethed og anvendelse under givne forhold. Han er tilforladelig i sine oplysninger og informationer og gør sit til at komme på god bølgelængde med kunderne.

Et udmærket overblik, sans for planlægning, for orden og system i tingene har han også. Sandsynligvis har han ikke de store visioner eller originale, nye ideer, men holder sig mere til det han har lært og kan. Men inden for den begrænsning turde han være en meget aktiv og også kontaktskabende medarbejder.

Psyke: Udadvendt, kontaktsøgende og samarbejdsminded. Overvejene omgængelig, men kan dog på godt og ondt reagere følelsesbetonet. Endnu ikke specielt moden, måske også lidt for optimistisk i sin selvvurdering. Men retlinet og loyal.

Konklusion: Ansøgeren er en udadvendt, service- og samarbejdsminded mand, som vil være meget motiveret for at yde sit bedste inden for kundebetjening og praktisk teknisk salg og service. Om han har relevant faglig viden og erfaring og personality kan De bedst selv bedømme. Han er i hvert fald en god praktiker, som ikke er bleg for at færdes på byggepladser og tale med alle slags mennesker.

 

Grafologisk analyse nr. 2 til erhvervsformål

(skriftprøven ikke vist)

Intelligens: Ansøgeren er velbegavet, har god koncentrationsevne og både æstetisk og kritisk sans. Hun tænker og vurderer selvstændigt og er saglig og fornuftig i sine vurderinger. Har flair for tal og talbehandling samt god formuleringsevne.

Arbejde: Også i arbejdsmæssig henseende er hun selvstændig og har udpræget ordenssans, således, at alt, hvad hun har med at gøre udmærker sig ved orden, akkuratesse og præcision. Et godt overblik har hun også og er dygtig til at planlægge og strukturere sit arbejde på en klar og overskuelig måde, så der er system i tingene.

Det er en selvfølge for hende at være samvittighedsfuld, også med detailler. Hun er pligtopfyldende og ansvarsbevidst, og da hun handler med omtanke og har et fast og sikkert greb om tingene, vil hun også kunne træffe en beslutning. Egentlig sælger er hun ikke, men hun er god til at ordne og holde styr på alt det kontorarbejde, som har med køb og salg at gøre.

Om hun kan betegnes som værende fleksibel, afhænger lidt af, hvilken betydning man lægger i ordet, d.v.s. i hvilken henseende hun forventes at være det. Af natur er hun jo snarere principfast og lader sig ikke overtale til noget, hun ikke ville kunne gå ind for og stå ved. Men hvis der med fleksibilitet menes, at hun skal kunne tage sig af forskelligartede opgaver, så er hun fleksibel, forudsat de indgår som elementer i hendes planlægning i stedet for at lave ravage i den. Hun har også en pæn og kultiveret optræden, både internt og eksternt, uden at virke stiv og kantet. Hun kommunikerer og samarbejder på en god og tiltagende måde.

Psyke: Selvfølelsen er velfunderet og stabil, uden udsving til mere- eller mindreværdsfølelser. Hun er velafbalanceret og stabil i humør og ydeevne. Har en retlinet og sober karakter og er tilsvarende pålidelig.

Konklusion: Alt tyder på, at man i ansøgeren vil få en tiltalende og effektiv medarbejder, som vil kunne arbejde selvstændigt, samvittighedsfuldt og ansvarsbevidst, med mere sans for orden, akkuratesse og nøjagtighed end almindeligt er.